Stærkt efterår af seniorerne

En af årets vigtigste målsætninger i Ringe Boldklub har været at skabe en stærk seniorafdeling. Fra et seniorhold i februar har der i efteråret været spillere nok til tre hold. Og bortset fra førsteholdet i serie 1 er det resultatmæssigt gået rigtig godt.
Både serie 3 og serie 4 slutter på trediepladsen af i deres puljer. Andetholdet vandt i sidste kamp 6-2 over FC Sydfyn mens tredieholdet sikrede sig trediepladsen med en 7-1-gevinst mod Kildemosen.
Serie 3 klar til oprykningsspil
Klubbens andethold blev til denne sæson rykket op i Serie 3 efter et fint forår i Serie 4. I efteråret er det blevet til fire sejre, tre uafgjorte og et nederlag. Det er noget, som træner Daniel Hansen er tilfreds med.
- Det må siges at være godkendt, siger Daniel, og fremhæver, at han har haft adgang til en række gode reserver fra førsteholdet. Det forpligter ifølge træneren nærmest til en placering i toppen, hvilket holdet altså også levede op til.
- Jeg er stolt over den udvikling, spillerne er gået igennem. Det har været dejligt at stå i spidsen for et hold med så meget vilje og kvalitet, både på og uden for banen, tilføjer Daniel.
Holdet skal i foråret spille om oprykning til Serie 2.
Serie 4 slutter stærkt af
Før denne sæson besluttede klubben sig for at oprette endnu et seniorhold. Holdet indtrådte i Serie 4, men det blev en svær start. Efter en aflyst debutkamp fulgte tre nederlag på stribe og altså blot tre point efter fire kampe.
Herefter vendte skuden dog, i de følgende syv kampe blev det til seks sejre og en enkelt uafgjort. Spørger man Serie 4-træner Sune Nielsen, er det især sammenspillet der har fungeret.
- Efter den dårlige sæsonstart begyndte vi at finde hinanden på banen, og så begyndte spillet at fungere, siger Sune.
Pladsen i oprykningsspillet til Serie 3 blev sikret i tirsdags med en 2-0 sejr ude mod Kværndrup, hvilket blev fejret med en 7-1 sejr over Kildemosens BK.