Ringe ruster sig til pokalbrag

Mens Danmark holder ferie og græsset sukker efter regn, så er Ringes seniortrup allerede i gang med forberedelserne til sæsonens helt store udfordring: Pokalkampen mod Fredericias 1. divisionshold onsdag 8. august.
- Jamen, det er på papiret en umulig opgave for os. Men det bliver også en stor oplevelse for spillerne og en perfekt forberedelse til en ny sæson i serie 1, som vi glæder os til, siger træner Jimmi Nielsen.
For at skærpe spillerne bedst muligt til pokalkampen har Jimmi Nielsen valgt fire på papiret stærke modstandere: OB og Marstal-Rise fra Albaniserien og andethold fra Middelfart (2. division) og B.1913 (DS).
Jimmi Nielsen startede som træner i Ringe januar og han kan sammen med spillerne se tilbage på et resultatmæssigt godt forår med blot fire nederlag - bl.a. mod rækkens tre bedste hold.
- Uanset resultatet af pokalkampen vil vi ikke gå på kompromis med vores målsætning: At skabe en bomstærk seniorafdeling som vores mange ungdomsspillere ser op til og gerne vil være en del af, fastslår Jimmi Nielsen.
Og de spillere der gerne vil forsøge at skabe en pokalsensation mod Fredericia kan godt glemme sol, strand og fester: Der er træning tirsdag og torsdag kl. 18.30 - 20.00!
Træningskampe
Søndag 22. juli kl 15.30, Ringe - B. 1913: 4-1 (Mål: Nicolai Riis (2), Andreas Retoft, Poul Eirik Sørensen.
Torsdag 26. juli kl. 18.45, Ringe - OB: 4 - 0 (Mål: Christian Frederiksen, Andreas Retoft, Rasmus Knudsen, Nicolai Riis.
Søndag 29. juli kl. 13.00, Ringe - Middelfart: 0 - 1
Mandag 6. august kl. 18.30: Ringe - Marstal-Rise