Pigerne sikrer medlemstallet

Pigerne strømmer til - drengene siver ud. Det er de to mest tydelige tendenser i Ringe Boldklubs medlemstal for 2018.
Næsten 30 piger begyndte at spille fodbold sidste år. Men samtidig mistede RB 45 drenge i aldersgruppen 0-18 år. For de ældste drenge (13-18 år) afspejler udviklingen i RB blot tendensen i fynsk fodbold, hvor 253 spillere droppede fodbolden i 2018.
DBU Fyn har netop offentliggjort medlemstallet for 2018. Ringe Boldklubs kom ud af året med 380 medlemmer - en fremgang på fire i forhold til 2017. Men reelt har RB fået betydeligt flere medlemmer.
- Vi gennemførte sidste år en gennemgribende oprydning på klubbens medlemsliste. Og den afslørede et stort antal navne, som enten var stoppet i klubben eller slet ikke betalte kontingent. De blev slettet af medlemslisten, så på den baggrund er det faktisk yderst tilfredsstillende, at vi har fastholdt medlemstallet, siger Marlene Berentsen, der er ansvarlig for medlemsregistreringen i RB.
DBU Fyn har 154 klubber og på medlemslisten for 2018 ligger Ringe Boldklub nummer 17 - en tilbagegang på to pladser i forhold til 2017. Årsagen er især stigende medlemstal i klubberne i Odense Kommune
Størst fremgang af samtlige klubber har dog Årslev Boldklub med imponerende 219 spillere. Det giver Årslev en syvendeplads på listen over de største klubber under DBU Fyn.