Jens Peder går forrest

De sidste par år har en af de faste gengangere på Ringes førstehold været den 21-årige midterforsvarer Jens Peder Thygesen. I foråret 2016 blev han sammen med resten af det daværende U/19-hold rykket op fast op i seniortruppen, og der gik ikke længe, før han var en fast del af startopstillingen. Siden er det blevet til 77 kampe på førsteholdet.
I denne sæson er der som bekendt rykket mange unge spillere op på førsteholdet, men Jens har behold sin plads. På det unge førstehold har Jens fået mere ansvar, og er trods sin unge alder en af de mere rutinerede spillere i truppen. Det har i flere kampe betydet, at Jens er gået på banen som anfører, hvilket dog ikke er noget der skræmmer midtstopperen.
- Det virker naturligt for mig at være anfører. Det var jeg jo også i perioder, da vi spillede U/19, siger Jens, og peger på pokalkampen mod FC Fredericia, hvor han også bar bindet, som et særligt stolt øjeblik.
Efter et flot forår og en fornuftig opstart, har der i de seneste par kampe været en smule grus i maskineriet. Jens ser dog det positive i situationen, og prøver at bruge det som motivation til dagens kamp.
- Jeg tror, at folk er meget frustrerede efter et par skuffende kampe i Rudkøbing og Langeskov, så vi har helt klart noget at bevise mod FC BiH Odense.
Ringe - FC BiH Odense 2- 3
Desværre blev frustrationerne større hos både Jens Peder Thygesen og holdkammeraterne. Efter en skuffende indsats med svagt spil og mange personlige fejl tabte Ringe meget overraskende 2-3 til FC BiH, der inden dagens kamp kun havde en sejr. RB har i de seneste tre kampe fået et point.
Ringes målscorere: Johan Gregersen, Christian Frederiksen.