- Jeg tror på drengene

Resultatmæssigt har Ringe haft et skuffende efterår i serie 1. Alligevel er det en tilfreds træner, der gør regnskabet op for det første år som chef for RB’s seniorafdeling.
- Overordnet har det været fantastisk. Det har været lige, som vi har planlagt det. Vi har konsolideret os med hensyn til medlemmer og hold. Vi er gået fra ét hold i februar til nu at have tre, hvilket er fremragende, siger Jimmi Nielsen.
Serie 1 spillede søndag en glimrende kamp mod topholdet Kerteminde. Men igen blev det til et nederlag for det unge mandskab - gennemsnitsalder 20,2 år (!!) - da Kerteminde afgjorde kampen med to hurtige mål i det 84. og 85. minut
- Socialt og integrationsmæssigt har det være fremragende. Resultatmæssigt har det været under niveau i efteråret, indrømmer Jimmi Nielsen.
I den meget unge spillertrup er der i efteråret brugt 27 spillere på førsteholdet. Det er givetvis en af forklaringerne på, at Ringe nu ligger lige over nedrykningsstregen i tabellen.
- Rammer vi topniveau og er skarpe i felterne, så slår vi alle hold i rækken. Omvendt kender vi også konsekvensen af det modsatte. Men jeg tror på drengene, fastslår en optimistisk træner.
Årets sidste kamp - mod ØB - er flyttet fra Odense til OK Arena i Ringe.
Fredag 2. november kl. 19.00: Ringe - ØB