Historisk generalforsamling

Først var der kun en, så var der tre, med besvær nåede man op på fem - men lige pludselig røg proppen af flasken og så havde ni personer meldt sig til at sidde i Ringe Boldklubs bestyrelse!
Ringe Boldklubs generalforsamling 2019 blev dermed historisk. For syv af bestyrelsesmedlemmerne var helt nye. Selv ikke de ældste medlemmer kunne huske, hvornår det sidst er sket.
Inden valgene havde generalforsamlingen vedtaget en ændring af klubbens vedtægter, som også er historisk: Formand og kasserer vælges ikke længer af generalforsamlingen men udpeges af bestyrelsen. Formålet er at undgå de mange ekstraordinære generalforsamlinger som de seneste år har været nødvendige for især at finde en kasserer.
Den nye bestyrelse:
Jeanette Løhde, Jannie Olsen, Christian Mølsted (ny), Lars Kaspersen (ny), Ulrik Fyrsterling (ny), Jens Peder Thygesen (ny), Rune Månsson (ny), Kim Duvander (ny), Thomas Larsen (ny).
Bestyrelsen konstituerer sig senere med formand og kasserer.
2018-regnskabet viste et underskud på ca. 2000 kr. - primært på grund af store udgifter til tøj og materialer samt til et regnskabsfirma, der har varetaget økonomien, da klubben ikke har haft en kasserer de seneste 15 måneder. Generalforsamlingen vedtog at hæve kontingentet med 10 pct..
Et forslag om at man ikke kan have det daglige og økonomiske ansvar for et driftsområde - f.eks. cafeteriaet -og samtidig vælges til bestyrelsen blev ikke vedtaget.
Omkring et halvt hundrede medlemmer deltog i generalforsamlingen.