Et ben i begge lejre

Sydbank Pokalen, 2. runde: Ringe - SfB/Oure FA 0-6 (0-3)
Johnny Johansen vidste ikke, hvad ben han skulle stå på. Dels er han glad for den start projektet SfB/Oure FA har fået. Dels vidste han ikke, hvem han skulle holde med, da Ringe Boldklub mødte netop SfB/Oure FA i anden runde af Sydbank Pokalen.
- Puh, ha - den var altså svær. Det er ligesom med Barcelona og Liverpool i Champions League – hvem skulle jeg holde med? Det kunne jeg altså ikke afgøre, indrømmer Johnny Johansen.
SfB/Oure FA var som forventet en alt for stor mundfuld for Ringes unge mandskab og sejren på 6-0 var der aldrig tvivl om.
- Det gik som jeg havde ventet. Der var den forskel som der skal være på et tophold fra Danmarksserien og et midterhold fra serie 1, sagde Johnny Johansen efter kampen som overraskende få tilskuere fulgte.
Inden nogen – måske – råber ’tøsedreng’ efter Johnny, så tjek lige hans dilemma:
Han har godt nok i en kort periode spillet fodbold i Svendborg, men Ringe er hans klub. Her har han været spiller, træner, næstformand og meget andet – lige nu træner han klubbens U 13/14-piger. Samtidig er han sportschef på Oure-skolerne, formand for Oure Fodbold Akademi og medlem af det samarbejdsudvalg som styrer den nye sydfynske fodboldsammenslutning.
-Målet med samarbejdet er at løfte sydfynsk elite-ungdomsfodbold. Vi skal udvikle både vores elever og talentfulde spillere fra Sydfyn, således at vi indenfor fem år kan præsentere ungdoms-divisionsfodbold, siger Johnny Johansen.
SfB/Oure FA omfatter seniorfodbold samt U 19- og U 17-elitehold.