Christian og Ringe lagde sig ikke ned

Serie 1: Ringe- Tved 2 - 0 (0 - 0)
Mål: Andreas Retoft, Johan Gregersen
Ringe fortsætter kursen mod en ny sæson i serie 1. Efter den - for nogen måske overraskende - sejr på 2 - 0 over Tved har holdet 34 points. Selv om RB nu ligger på sjettepladsen, så skal man have tre points i de sidste fire kampe for at være helt sikker. Mindre kan dog måske gøre det.
- Alle spiller med et højt bundniveau, laver få fejl og følger langt hen ad vejen aftalerne og spiller med masser af energi og ro, mener træner Jimmi Nielsen (Se hele hans vurdering af kampen på Facebook).
Næste kamp: Fredag 31. maj kl. 18.45 Munkebo - Ringe
Spillerportræt op til kampen
Ringe Boldklub fik i tirsdags en tiltrængt sejr på 3-1 på udebane i Marslev i den tætte kamp i midten af tabellen. To af målene blev scoret af 20-årige Christian Frederiksen, der spiller sin første sæson som seniorspiller i Ringe Boldklub.
- Vi skal først lige ind i kampen, men så synes jeg, at vi får godt styr på dem og holder vores indbyrdes aftaler. Det resulterer i det flotte fodbold, som vi alle ved, at vi kan og vil spille, fortæller Christian Frederiksen.
Tirsdagens to mål bringer midtbanespillerens samlede måltotal i sæsonen op på fem. Christian Frederiksen er da også ganske tilfreds med at komme på måltavlen.
- Ja, det føles fantastisk! Det er altid sjovt at være den, der laver målene, siger Christian Frederiksen.
I dagens kamp venter Tved BK, der før dagens kamp indtager fjerdepladsen i rækken. Selvom udeholdet har spillet et flot forår, hvor de to eneste nederlag har været til Kerteminde og ØB (hhv. nummer to og tre i tabellen), er Christian Frederiksen ikke klar til at lægge sig ned.
- Tved er et stærkt hold, men vi havde en lige kamp mod dem sidst. Så hvis vi finder de gode takter frem, som vi havde mod Marslev, så kan vi sagtens tage tre point, siger midtbanespilleren.